Vores Folkeskole - Faglighed

Der skal være fokus på fagligheden. Det handler både om, at eleverne kan mestre de enkelte fag og om, at de kan forbinde det, de lærer, til virkeligheden.
Betydningsfulde faktorer er her lærerne, den faglige sammenhæng de indgår i og måden, eleverne undervises på.

Flere undersøgelser viser, at lærerne er den mest betydningsfulde faktor for elevernes læring. Den faktor bør derfor vægtes. Lærerne skal udfordres og engageres – arbejdsglæden skal i centrum.  Det er primært en ledelsesopgave på den enkelte skole, men byrådet kan medvirke til at sætte rammerne. Centralt er det således, at motiverede lærere er bedst til at sikre elevernes læringsprocesser.

De fleste af kommunens folkeskoler er opdelt i hhv. indskoling (0-3 kl.), mellemtrin (4.-6 kl.) og udskoling (7.-9. Kl.). Lærerne specialiserer sig pædagogisk i en bestemt målgruppe af elever og eleverne møder nye lærere i 0., 4. og 7. Klasse. Det kan være givtigt både for fagligheden og elevernes motivation med en sådan opdeling.

Af betydning for fagligheden er endvidere den faglige sammenhæng, som lærerne indgår i og den sparring, som de har mulighed for, samt at der foregår en kontinuerlig efteruddannelse. I større faglige miljøer kan lærerne bedre udfordre hinanden, ligesom det er lettere, at opnå de fordele, der er ved teamsamarbejde. Samtidig vil en lille skole vanskeligt kunne tilbyde udskolingseleverne forskellige specialiserede linjer samt valgfrihed. Vedr. efteruddannelse bør dette både være en ret og en pligt. Lærerne bør hele tiden udvikle deres kompetencer – faglige, pædagogiske, ledelsesmæssige, samarbejdsmæssige mv. Det er en ledelsesopgave, at sikre lærernes udvikling.

Skoleelever kræver forskellige former for undervisning. Derfor er undervisningsdifferentiering også et vigtigt element i folkeskolen. Traditionel undervisningsdifferentiering kan imidlertid forekomme nærmest umulig i en klasse med f.eks. 27 elever med forskellige baggrunde og færdigheder.  Vi mener derfor, at der i langt højere grad skal satses på holddannelser – på tværs af klasser og evt. klassetrin, hvor eleverne inddeles efter færdigheder og evner. Det vil give mulighed for at løfte både svage og stærke elever fagligt. Især fagene dansk og matematik vil kunne høste fordele af en mere snæver holdinddeling, end den traditionelle klasseinddeling giver mulighed for.  Der skal være mulighed for løbende at tilpasse holdinddeling og undervisning til elevernes skiftende behov. Det faglige niveau bør således justeres undervej i skoleforløbet.